Helligånden virker bag kulisserne i langt de fleste kirkesamfund, der er åbne for Gud. På en eller anden måde fører Helligånden kirkesamfundene mere og mere sammen, mener Lars Messerschmidt. Foto: Kirsten Krog

Familien Messerschmidt var i Lars’ barndom en central katolsk familie i København. Hans farbror, Hubert Messerschmidt, var således en af de toneangivende katolske præster i tiden og fik også stor indflydelse på sin nevø.

Selvom Lars hen ad vejen diskuterede med sig selv, om han skulle være præst, har han stort set altid vidst det: ”I samråd med andre valgte jeg at studere i Paris. Det var der, man på det tidspunkt kunne få den bedste uddannelse, og i Tyskland ville jeg ikke studere, selvom jeg har tyske rødder.” Det særegne ved uddannelsen i Paris var, at den kombinerede det akademiske og intellektuelle med det spirituelle, ligesom bibelstudiet havde en meget større plads end i de mere klassiske katolske præsteuddannelser, fortæller Lars:

”Vi levede som i et kloster. Derfor skulle vi også alle have en personlig åndelig vejleder, som vi hver uge havde samtaler med. Netop i det var der en radikal forskel fx til præsteuddannelsen i Tyskland.”

Mødet med en død tro

Allerede gennem sin farbror, der var meget bibelstærk, havde Lars fået vakt interessen for Bibelen, og det blev uddybet i hans tid på præsteseminariet i Paris. Så efter endt uddannelse og præstevielsen fortsatte han sine studier, nu på det internationale bibelinstitut i Rom, hvor det var bibeleksegesen – særligt Det Gamle Testamente – der kom i fokus. Samtidig med at han her fik et endnu dybere kendskab til Bibelen, oplevede han også, hvordan livet som katolsk præst kunne leves uden levende tro og personlig relation til Gud:

”Jeg boede på et internationalt kollegium for præster, der studerede i Rom. De fleste kom fra missionslandene, og vi skulle fejre daglig messe sammen. Det var forfærdeligt. Den kultur og den katolicisme, som jeg oplevede dér, havde jeg ikke troet var muligt. Det var blot ritualer, man lallede af, uden nogen form for trosmanifestation. Det var tydeligt, at der ikke var tale om tro. Og når jeg talte med nogle af mine medstuderende, begyndte jeg at sætte spørgsmålstegn ved, om der virkelig var levende tro til stede.”

Noget af det samme oplevede han, når han var ude i sognene og så, hvordan man fejrede søndagsmesser. Dette betød imidlertid ikke, at Lars blev rokket i sit præstekald eller sin troskab mod den kirke, han var vokset op i. Tiden i Rom fandt for øvrigt sammen med Andet Vatikankoncil, et koncil, der var med til at rydde op i nogle af de skævheder og den begrænsede tro, der havde sneget sig ind nogle steder.

Tilbage i Danmark

Efter sin hjemkomst begyndt Lars Messerschmidt som kapellan ved Den Katolske Domkirke i Bredgade i København. Men ret kort tid efter blev han sognepræst i Hillerød, hvor der blev oprettet en ny selvstændig menighed. To år efter blev han imidlertid generalvikar – en form for ”hjælpebiskop” uden at være biskop – hvilket han har været ad to omgange. Derudover har han været sognepræst i Ordrup og Esbjerg.

Aktiv i den karismatiske fornyelse

Lars Messerschmidt var samtidig med i den karismatiske fornyelse:

”Det var jeg næsten fra dens begyndelse her i Danmark. Der kom en primært katolsk, karismatisk gruppe fra USA til landet, som rejste rundt og fortalte om fornyelsen. De kom også til København, og som generalvikar skulle jeg tage imod dem. På den måde opdagede jeg, at her var noget vigtigt. Det betød, at Helligånden åbnede mine øjne for aspekter i kristendommen og kirken, som jeg aldrig havde lagt mærke til før. Én af disse aspekter var netop Bibelens betydning. Det vidste jeg jo i forvejen, men det havde været mere teoretisk. Men også bønnen – at Helligånden er aktiv med, både i den individuelle og kollektive bøn – blev uddybet for mig.”

Nådegaverne kommer til live

Udover dette fik han også for alvor øjnene op for nådegaverne:

”Det var noget, man teoretisk vidste, men man havde overhovedet ingen erfaring med det som præst eller i det hele taget som katolik. Jo, det stod jo i Bibelen, og man kendte det fra helgenerne, men det var i gamle dage. Tag Birgitta af Vadstena, som i den grad var en profet par excellence i 1300-tallet. Man syntes, det var dejligt med sådan en svensker, men det var jo 600-700 år siden. Men man havde ikke noget som helst reelt forhold til nådegaverne og de tjenester, der fulgte med. Med den karismatiske fornyelse opdagede man de nådegaver, som kirken har, men som den havde gemt væk.”

Faktisk fik fornyelse ikke mindst stor indflydelse netop i Den Katolske Kirke, hvilket man måske ikke er så bevidst om i Danmark. Den blev således anerkendt af pave Paul VI:

”Den katolske, karismatiske bevægelse holdt således en konference i Rom i 1975 for ca. 10.000 mennesker fra hele verden. De fleste var katolikker, men det var åbent for alle. Der var bl.a. pinsefolk fra Norden med. Vi havde også en præstegruppe i København, der bestod af nogle folkekirkepræster, præster fra Apostolsk Kirke og Pinsekirken – og så mig. Vi mødtes hver anden uge, en formiddag og bad, samtalede og læste Bibelen sammen.”

Tværkirkelig karismatisk bedekreds

Derudover havde man en karismatisk bedekreds, som mødtes på Rygaards skole, en katolsk privatskole i Hellerup, der dengang ejedes af søstre:

”Det var primært i katolsk regi. Men vi havde en ledelsesgruppe på ti personer med medlemmer fra forskellige kirkesamfund, både fra folke- og frikirker. Det var hver fredag aften, og der kom ca. 100 mennesker. Den havde vi i flere år. Jeg blev så flyttet til Ordrup og kunne ikke længere være med. Derfor besluttede vi, at vi skulle lave forskellige bedekredse, så der fx blev én i Ordrup og én på Amager. Det var måske en forkert beslutning, for det betød, at bevægelsen rent organisatorisk stoppede.”

Selvom der i dag ikke er et lignende karismatisk samarbejde mellem kirkesamfundene, og den karismatiske fornyelse indenfor Den Katolske Kirke i Danmark ikke er så let at få øje på, har det, der skete dengang, påvirket det kirkelige landskab.

Efter 65 år som præst i Den Katolske Kirke har Lars Messerschmidt gjort status, både over sin egen og kirkens udvikling over de mange år. Han mener, at det er et problem, ikke kun for den katolske kirke, men for stortset alle kirker, at vi lytter til og diskuterer med hinanden, men glemmer at lytte til Helligånden. Foto: Kirsten Krog

Status efter 65 år

Efter 65 år som præst i Den Katolske Kirke har Lars Messerschmidt gjort status både over sin egen og kirkens udvikling over de mange år:

”Jeg har kendt kirken indefra, og jeg er ikke fremmed overfor, hvad der er sket i tiden op til 2026. Men jeg har forsøgt at træde et skridt tilbage for at se udviklingen i store træk og i lyset af Bibelen og min erfaring stille en diagnose. Det, jeg først har måttet konstatere – og det gælder ikke kun Den Katolske Kirke, men stort set alle kirkesamfund – er, at vi ikke spørger, hvad kirkens problem er i dag. Man kan godt se, at der er et problem, men man har ikke de rigtige briller på. Vi lytter til og diskutere med hinanden, men glemmer at lytte til Helligånden.”

Helligånden med styrepinden

”Og her er vi tilbage ved det karismatiske. Det er kirkens grundforståelse, at det er Kristus, der er Herren, og han arbejder videre i kirken gennem Helligånden – ikke bare en gang imellem ved de store manifestationer, og så skal vi gøre resten i mellemtiden, nej, Kristus skal hele tiden gennem Helligånden have styringen over kirken. Det er her, der er et problem i alle kirkesamfund. Men Helligånden virker bag kulisserne i langt de fleste kirkesamfund, der er åbne for Gud. For alle må komme til den konklusion, at der er noget galt, og vi må begynde forfra. Så på en eller anden måde fører Helligånden kirkesamfundene mere og mere sammen. Derfor er jeg meget positiv. Men tilbage står der, at vi må kalde en spade for en spade: Vi kan endnu ikke definere problemerne. Derfor er min konklusion efter 65 år...

Udfordringen

Message History

Delivery option(s)